Hvem er jeg? er i virkeligheden et meget stort spørgsmål. Når nogen spørger, hvem er du, så svarer vi tit med hvad vi laver som profession, vores ægteskabelige status, alder, hvor mange børn, vi har etc.

Men der ligger jo meget mere i det spørgsmål, for du er så meget mere end din ægtefælles partner, din profession, dine børns mor eller far og din alder. 

I virkeligheden er det svært at beskrive hvem er jeg, for det afhænger at de tanker og de følelser, jeg får på det tidspunkt, hvor der spørges. 

Men for at starte med de helt grundlæggende ting, så er jeg 54 år og gift med Per på 29. år. Vi har sammen 3 døtre, Louise og Signe på 27 år og Mie på 22 år. Jeg er uddannet produktionsingeniør og siden ergoterapeut, da der skulle ske noget nyt i mit liv og jeg havde lyst til at beskæftige mig mere med sundhed. 

Det med sundhed, det optager mig stadig rigtig meget og i dag mere end før og med større vægt på den mentale sundhed end den fysiske. Den fysiske kan vi forsøge at reparere med mad, træning og medicin, men vi har måske ikke rigtig fokus på, hvilken betydning den mentale sundhed har på den fysiske sundhed. Eller deres indvirkning på hinanden. Jeg ønsker i højere grad at have et fokus på samspillet mellem fysisk og mental sundhed. Den ene kan ikke undvære den anden og det har taget mig lang tid at erkende. 

Derfor denne blog med udgangspunkt i min egen historie, min egen verden. 

Jeg har altid været sådan en, som bare knoklede på og uden egentlig at ville konkurrere, så var jeg aldrig i mit eget hoved god nok uden at jeg var den bedste. Det lægger et enormt pres på dig selv, hvis du skal være bedst til alting og altid slår i dig selv oveni hovedet, hvis du ikke er bedst. 

Det er til stadighed i mig, det er rigtig svært at slippe af med en så indgroet vane. Men jeg er kommet til et punkt i livet, hvor det ikke skal være det vigtigste, det vigtigste skal være at have det godt, både fysisk og psykisk. Målet er at være glad hver dag og lave det, jeg holder af.

Jeg har igennem det sidste år haft rigtig mange skader af fysisk karakter og til sidst også psykisk. Jeg har i gennem flere år forsøgt at leve op til min egen forventning om at være bedst og har dermed i lang tid gjort vold på mig selv psykisk. Så jeg startede med at sparke til mig eget køkkenbord i jagten på en hund, der var ved at stikke af. Det resulterede i en brækket tå, 14 dage efter tog vi på skiferie. Foden kunne komme i skistøvlen, men det var ikke optimalt og knæet røg sig en ud tur med skade på inderste ledbånd og et delvist overrevet korsbånd. Fordi jeg stadig er mig og genoptræning var lidt en by meget langt væk. 

Jeg pressede mig selv mere og mere for at nå alting på kortere og kortere tid. Resultatet blev en stresssygemelding. Her stødte jeg på de 3 principper af Sydney Banks, det sammenstød gjorde rigtig meget for mit psykiske velbefindende og jeg var lynhurtigt tilbage i møllen igen. Der blev bare ikke taget hånd om årsagen til min sygemelding og det arbejdsmiljø, som jeg trådte tilbage i. 

Jeg har så først på året i år fået konstateres diabetes type 2 og sloges rigtig meget med en fod, som der er mange smerter i og efter en dejlig ferie i Egypten, hvor foden/anklen gav op, så blev det en fuld sygemelding igen, som fik sat noget på plads i mit hoved. Der er simpelthen brug for ro til både krop og hoved og brug for en tid at slå bak og kun gøre ting, der gør mig glad. 

Så med fokus på, at jeg vil være fri af medicin, jeg vil have styr på diabetes med kost, jeg vil kunne træne og bevæge mig som jeg har lyst til, jeg vil være glad, så starter jeg den her blog om stort og småt.